Det er Mortensaften. Hjemme hos os betyder det, at jeg laver ekstra chokoladekage til M, nu når det står i kalenderen, at det er hans aften. For selvom jeg kan lide and og sovs, kan jeg mest af alt lide ham.
Men. Imens M og jeg ser ugens afsnit af Den Store Bagedyst og spiser kage, gætter jeg, at mange andre holder sig til den klassiske menu med and og sovs. Og selvom jeg elsker sovs, synes jeg også, at and smager lækkert sammen med andre ting. Så i dag kommer jeg med et forslag på en anden lækker ret, du kan lave med and.
Den her sandwich med and, rucola og sylted rødløg har jeg haft med mig i madpakken mange gange. Enten laver jeg et helt andebryst (som er nok til to dages madpakke), eller så bruger jeg diverse rester, jeg har tilbage fra andre gange, jeg spist and. Så hvis du spiser and den ene aften, kan du lave den her sandwich af resterne næste dag.
Sådan tilbereder du andebryst
✔ Sørg for at marinere kødet, inden du skal stege det, så det får godt med smag.
✔ Kom andebrystet på en kold pande med fedtsiden ned. Når du starter panden, smelter fedtet, så der er ikke brug for yderligere fedtstof i panden.
✔ Giv andebrystet godt med farve på fedtsiden. Bliver fedtet sprødt og gylden, smager det lækkert. Hvis det ikke bliver sprødt nok, er fedtet tit for tykt til at spise efterfølgende.
✔ Brug gerne en kødtermometer, når du laver and. Perfekt tilbered and er rosa, så det kan være svært at se, hvornår den er færdig. Jeg går altid efter en centrumtemperatur på 63 grader.
Sandwich med andebryst
Ingredients
- 2 andebryster
- 1 fed hvidløg
- 0,5 rød chili
- 3 spsk. soya
- 0,5 tsk. salt
- 1 nip peber
- 10 cm agurk
- 4 håndfulde rucola
- 0,5 dl syltede rødløg (her er min opskrift)
- 8 brødskiver
- 0,5 dl mayonnaise
- 2 tsk. sennep
Instructions
Fjern evt. sener fra andebrysterne. Rids fedtiden med en kniv.
Hak hvidløg og chili fint.
Kom andebryster, soya, chili og hvidløg i en pose. Mariner i køleskab i 1-2 timer.
Læg brysterne på fedtsiden i en kold pande. Steg brysterne gyldne i sit eget fedt.
Kom salt og peber på kødet. Vend.
Steg kødet 30 sekunder på den anden side.
Forvarm ovnen til 175 grader. Kom en kødtermometer i kødet. Tilbered til brysterne har en centrumtemperatur på 63 grader.
Lad kødet hvile i 10 minutter. Skær derefter i tynde skiver.
Skær agurk i skiver.
Skær brødet i 8 skiver. Smør med mayo og sennep.
Kom rucola, agurk, syltede rødløg og and på brødet.
Kom den anden brødskive på toppen. Server.
Kristina K.
14. november 2017 at 15:18Nej, nej, hvor ser den sandwich så lækker ud! Tak for opskriften, den skal laves en dag 🙂
Linn
15. november 2017 at 9:54Fedt! 🙂