Det regner. Ikke sådan nogle diskrete dråber, men rimelig meget. I hvert fald meget nok til at jeg i morges kom til at kigge tilbage på solskinsbilleder fra min sommerferie. Da faldt jeg over en omgang bondegårdsbilleder (måske den bedste slags billeder jeg kender!) fra min roadtrip i Tyskland i juli, som jeg aldrig fået delt.
Billederne her indeholder ikke kun søde køer, men også en rigtigt fin historie om en økologisk bondegård. Det er med andre ord solskinsbilleder både bildeligt og bogstaveligt talt, og hvad passer bedre på en regngrå torsdag?
Kleinsägmühlerhof ligger uden for Bad Dürkheim. I udkanten af en lille skov ligger en bondegård, et bageri og en gårdsbutik i størrelse XS. Her bor og arbejder psykisk syge, der er for dårlige for at kunne passe et klassisk ni-fem-arbejde. På bondegården, som er helt økologisk og næsten selvforsynende, kan de få lov til at have dårlige dage. “Her kan de gå ud og hugge brænde, når de får raserianfald, og så kommer de af med det og er glade igen bagefter” som en af lederne siger.
Vi bliver vist rundt bland blomster, høns og små kalve. De fleste dyr er uinteresseret af os. Det er spisetid i staldet og i hønsegården er der en mindre krise. På Kleinsägmühlerhof plejer dyrene at have masser af plads, og hønsene har egentlig en have, stor som en fodboldbane, at hænge ud i. Men for nogle dage siden opdagede man et hul i nettet over haven, hvilket resulterede i at en rovfugl spiste tre af hønsene. Nu tør hønsene ikke gå mere end nogle meter væk fra hønsehuset, og de ansætte arbejder så hurtigt de kan, for at få det lavet.
Rundt omkring bliver der dyrket både det ene og det andre. Uden sprøjtegift, for sådan noget tror de ikke på. Produkterne som man ikke selv spiser, sælges i en lille gårdbutik. Lige som arbejdet på gården passes af de syge beboer, passes butikken af dem. Den er fuld af farver og smager, selvom den kun fylder et par kvadratmeter.
Gemt væk i et af husene på gården ligger et bageri. Her arbejder bagermesteren sammen med beboerne. Arbejdet starter tidligt om morgenen, og de ingredienser de ikke selv dyrker på gården, køber de af naboerne.
Os der er med på roadtrippen, en blanding bloggere og journalister fra Europa, USA og Japan, må selv være med og bage. Det er en ganske taknemlig opgave, for dejen har de allerede bagt, og alt vi skal gøre er at forme hver sit brød og placere i hver sin brødkurv. Man kunne tro, det ikke er nogen ‘big deal’, men alligevel løber vi alle sammen fra middagen nogle timer senere, når der bliver fortalt at vores brød er kommet ud af ovnen.
Vi må tage vores brød med videre på turen, men ellers plejer det der bliver bagt her at sælges til naboer, restauranter og i den lille gårdsbutik. Vil kunderne i butikken selv prøve at bage brød derhjemme, kan det være, de kan få noget af bageriets hjemmemalede mel med. Man ved jo aldrig – for her virker virkelig det hele muligt.
—
Jeg var inviteret på turen til Tyskland af Tysk Vinkontor.
