Toplister

6 opskrifter med æble

Opskrifter med æble | Frk. Kræsen

To gange om ugen planlægger jeg madlavningsevents for amerikanske udvekslingsstuderende. I løbet af deres semester når de både at lave tarteletter, koldskål og klassiske danske hotdogs. Målet er, at de skal vide lidt mere om dansk madkultur, når de tager flyveren hjem til USA nogle måneder senere.

Et par gange hvert semester får vi også besøg fra spændende mad-mennesker. I går kiggede Erin, der har startet The American Pie Company, forbi. Erin kommer oprindelig fra netop USA, men har boet i Danmark i 20 år. Hun har en baggrund inden for grafisk design, men for et par år siden skiftede hun branche og besluttede sig for at åbne en café med klassisk amerikansk pie på menuen.

Amerikansk ‘pie’ kan smage af alt muligt lækkert, og i går havde Erin med sig tre forskellige. En med græskar (det er altid et hit blandt mine studerende!). En med ‘key lime’. Og så en, der var helt ny på menuen: Æble og saltkaramel. De var alle sammen populære, men der var ingen tvivl om, at æble og saltkaramel var aftenens mest populære smagskombination. Der gik i hvert fald ikke mange minutter, inden mine studerende havde tømt det tærtefad.

Jeg har bagt mange kager med æbler, men jeg har aldrig kombineret lige præcis æble og saltkaramel i mit køkken. Til gengæld kan du finde mange andre kombinationer med æble på bloggen. Den syrlige frugt passer nemlig lige så godt i søde kager, som i salat og salte retter. Jeg har kigget mit arkiv i gennem og fundet seks af mine yndlingsopskrifter med æble, hvis du har brug for inspiration.

Opskrift: Klassisk æblecrumble | Frk. Kræsen
Klassisk æblecrumble
Få ting smager bedre end en helt klassisk æblecrumble. Det her er min “go to”-kage, når jeg har ekstra æbler, og resultatet bliver lige lækkert hver gang. Server den gerne sammen med en kugle vaniljeis eller lidt creme fraiche.

Opskrift: Kikærtesalat med æble og lynstegt oksekød | Frk. Kræsen

Salat med kikærter, oksekød og æble
Jeg kommer mere end gerne æble i mine salater i løbet af efteråret. I den her salat med oksekød, kikærter og spinat giver det en lækker og syrlig twist. Salaten er ekstra god, når du har lidt travlt, og aftensmaden skal hurtigt på bordet – den tager maks 30 minutter at smide sammen.

Opskrift: Trifli med æble | Frk. Kræsen

Trifli med kanelstegte æbler
Trifli er det perfekte alternativ, hvis desserten skal gå lidt hurtigt og være nem. Den her med kanelstegte æbler er et hit.

Opskrift: Veganske kanelsnegle | Frk. Kræsen

Kanelsnegle med æble og cashewcreme
Helt klassiske kanelsnegle er lækkert, men er du frisk på at prøve noget nyt, skal du tilføje kanelstegte æbler og cashewcreme til remoncen. De her er veganske, men den lille detalje kan du ikke en gang smage.

Opskrift: Frittata med bacon og æble | Frk. Kræsen

Frittata med bacon og æble
Har jeg nogle ensomme kartofler tilbage i grøntsagsskuffen, plejer de at ende i en frittata. Den her er ekstra efterårslækker, for der er også kommet æbler i.

Opskrift: Æble-crumble med rugbrød | Frk. Kræsen

Crumble med æble og rugbrød
Sidste år da jeg havde et styk rugbrød tilbage, kom jeg det i min æblecrumble. Den her opskrift er lidt anderledes end en klassisk crumble, men rugbrødet passer perfekt med æble, kanel og sukker.

Måske er det her også noget for dig?