For to år siden fandt jeg et fantastisk blad i en svensk kiosk. Et svensk madmagasin, som skrev om økologi og lokalproduceret mad. Om spændende madmennesker og sjov ingredienser. Det kørte i to år, inden de gik i konkurs og var det bedste madmagasin, jeg læst.
I et nummer af bladet stod der om en sushirestaurant i Lund. Den lille restaurant laver svensk sushi – hvor mange af de velkendte ingredienser er skiftet ud med mere regionale versioner. Det synes jeg lyd både fornuftigt og spændende, så når jeg havde læst færdigt interviewet med ejerne, besluttede jeg mig for at på et tidspunkt prøve noget lignende.
I går var det så endelig tid. Jeg fandt bladet frem fra en skuffe, kiggede og blev inspireret inden jeg tog på tur til Torvehallerne. Gik amok i oktobergrønt og havde en lang snak med fiskehandleren. Prøvede at tænke lokalt og i sæson og kom hjem med ingredienser til to slags sushi.
I den ene var der rødbeder og danske æbler. I den anden fandt jeg fine små gulerødder, dansk agurk, danske grønne bønner og avocado (som vist var det eneste, der ikke kom fra Skandinavien). Resultatet blev lidt anderledes men meget godt.
Sushi: Grundingredienser
Sushiris
Tang
Rullemåtte
Wasabi, soya og syltet ingefær
Kog risen efter anvisning på pakken. Lad den blive helt kold inden du begynder.
Sushi med laks
Laks (spørg efter laks til sushi ved fiskehandleren)
Æbler
Rødbede
Dild
Valnødder
Skær laksen i strimler. Skræl rødbederne og skær i lange tynde stave. Skær æblet i tynde stave. Skyl dilden og hak groft. Hak valnødderne groft.
Læg et styk tang med den blanke side ned ad på rullemåtten. Læg et lag ris (cirka 1 cm tykt) på den nederste tredjedel af tangen. Læg laks, æbler, rødbede, dild og valnødder på de nederste cm. Pensl de to øverste tredjedele tang med koldt vand. Rul sammen med hjælp af måtten.
Brug en stor kniv til at skære sushien ud. Skyl evt. kniven i koldt vand, så er det nemmere. Server med soya, ingefær og wasabi. Hvis du tør, kan du skifte wasabien ud mod reven peberrod.
Sushi med rejer
Rejer
Gulerødder
Agurk
Hericot vert/grønne bønner
Avocado
Mynte
Sesamfrø
Pil rejerne (hvis du købt rejer, som ikke er pillet). Skær gulerødder, agurk og avocado i lange stave. Rens og blancher de grønne bønner. Hak mynten fint.
Læg et styk tang med den blanke side ned ad på rullemåtten. Læg et lag ris (cirka 1 cm tykt) på den nederste tredjedel af tangen. Læg rejer, gulerødder, agurk, bønner, avocado, mynte og sesamfrø på de nederste cm. Pensl de to øverste tredjedele tang med koldt vand. Rul sammen med hjælp af måtten.
Brug en stor kniv til at skære sushien ud. Skyl evt. kniven i koldt vand, så er det nemmere. Server med soya, ingefær og wasabi. Hvis du tør, kan du skifte wasabien ud mod reven peberrod.