Fandens! Det var nogenlunde det (bare på svensk), jeg tænkte, da jeg stod med næsen nede i min telefon for en uge siden. For der stod det, midt på skærmen. Sort på hvidt.
Eldförbud i Skåne. Altså. Man må ikke tænde bål i Sydsverige.
Det opdagede jeg, da jeg dobbelttjekkede min telefon klokken kvart i otte om morgenen. M og jeg var i Sverige. Og aftenen før, da vi lavede mad, havde jeg fundet en ægte pandekage-pande gemt væk inderst inde i et skab hjemme hos mine forældre.
Sådan et i tungt jern, som man kan sætte på toppen af en bålplads, hvis man går rundt med en drøm om at spise pandekager ude i skoven.
Sådan en drøm har jeg. Jeg kan lige forestille mig det. Fuglesang, friskbrygget kaffe på termokanden og morgensol. Og pandekager direkte fra panden på ilden. For at ikke tale om de romantiske og hyggelige sommerbilleder, jeg kunne have taget af vores picnic. Kan I forestille jer, hvor fint det her indlæg så havde været?
Det blev det ikke.
Jeg havde ellers stået tidligt op, bikset en pandekagedej sammen, brygget kaffe og fundet syltetøjet frem. Bare for at opdage, at jeg slet ikke måtte lave pandekager over bål på grund af det varme vejr.
Dybt skuffet besluttede jeg mig for at gå i seng igen. Kunne jeg ikke få pandekager i skoven, kunne jeg lige så godt snuppe en time mere under dynen. Eller to.
Da jeg stod op lidt senere, besluttede jeg mig for, at morgenmad i haven også er ret hyggeligt. Der er færre myg – og større sandsynlighed for, at pandekagerne bliver ordentligt bagt. Og med hjemmelavet syltetøj, uhm, lækkert!
3 fif til hjemmelavet solbærsyltetøj
✔ Jeg bruger Dansukkers syltesukker, når jeg koger eget syltetøj. Forskellen på almindeligt sukker og syltesukker er, at syltesukker indeholder pektin, som hjælper med at give syltetøjet en god konsistens. Det er nemt at bruge, for du behøver kun at tilsætte bær och eventuelt lidt vand.
✔ Du kan sagtens skifte solbær ud med andre af sommerens frugter eller årstidens bær. Husk blot at tilsætte lidt mere sukker, hvis du bruger sure bær eller frugter.
✔ Solbærsyltetøj smager også lækkert uden rom. Jeg kan godt lide syltetøj, der smager lidt mere ”voksent”, så derfor tilsætter jeg det. Foretrækker du din version uden, kan du blot springe den ingrediens over.
Solbærsyltetøj
Ingredients
- 500 g solbær
- 250 g sukker
- 1 nip vaniljepulver
- 2 spsk. rom
- 1 spsk. vand
Instructions
Rens, og skyl dine solbær.
Læg i en gryde sammen med vand, Dansukker syltesukker og vaniljepulver.
Bring i kog, og lad simre 5-7 minutter. Rør forsigtigt rundt.
Fjern skummet på toppen af syltetøjet. Rør rom i.
Hæld i rene glas.
Opbevar i køleskab.
Syltetøj med stikkelsbær
Syltetøj med ribs og hindbær
Chia-syltetøj med jordbær og rabarber
Tyttebærsyltetøj
Rabarberkompot