Ret tit skal maden gå hurtigt. Da er den her pasta med laks og pesto perfekt. Den tager nemlig under 30 minutter at lave og kræver ret lidt aktivitet i køkkenet. Og foretrækker du, at den er helt vegetarisk, har jeg også spist den uden laks og med ekstra mange tomater i stedet for. Det virker udmærket.
Apropos vegetarisk mad så opdagede jeg forresten, at flere svenske aviser for et par dage siden skrev om resultaterne fra den svenske undersøgelse “Ungdomsbarometern”. Ungdomsbarometern er en stor undersøgelse, hvor de hvert år stiller en række spørgsmål til unge mellem 16-24 år i Sverige. Nogle af spørgsmålene handler om identitet. I det seneste resultat kunne man se, at det ikke længere er musik og tøj, som er vigtigst for identiteten blandt unge svensker. Det er mad. Mest den uden kød.
Det er gået fra at være 1/4 til 1/3, der spiser mere eller mindre plantebaseret. En sjov detalje i undersøgelsens resultat er at 20% af de unge, der siger, de er vegetarer, stadigvæk spiser kød nogle gange. De siger, de er vegetarer, fordi det giver dem en identitet, de godt kan lide at formidle til folk rundt omkring.
I følge ordbogen er de egentlig fleksitarer. Den skriver, at en fleksitar er en “person der for det meste, men ikke altid lever af en kost baseret på grøntsager”. Ordet kommer fra det engelske flexitarian, som er en blanding af flexible og vegetarian. Men de unge foretrækker altså at kalde sig vegetarer i stedet for – selvom de ikke er det på fuldtid.
Uanset titel tænker jeg, at miljøet lavede high five med de unge, den dag resultatet blev offentliggjort – for mere grønne måltider er en god ting, uanset hvilken label, der bliver puttet på. Hvad synes du?
3 fif til pasta med laks og pesto
✔ Hæld hurtigt koldt vand over pastaen, når den er færdig. På den måde undgår du at den koger videre og klistrer sammen.
✔ Køb pesto færdig eller lav den selv. Her er min opskrift på pesto med persille og solsikkekerner.
✔ Har du travlt kan du bruge røget laks i retten. Det giver en lidt anden smag, men maden kommer på bordet på under 15 minutter.
Opskrift: Pasta med laks og pesto
Ingredients
- 1 pakke frisk pasta (200-250 g)
- 200 g laks
- 100 g grønkål
- 20 cherrytomater
- 0,5 øko-citron
- 1,5 dl hytteost
- 1 dl grøn pesto (her er min opskrift på pesto)
- 0,5 tsk. havsalt
- 1 nip peber
Instructions
Kom laksen i et ovnfast fad. Bag laksen ved 175 grader i 15 min.
Vask grønkålen. Fjern stilken i midten og snit resten fint.
Halver tomaterne.
Vask citronen. Riv citronskallen.
Kog pastaen efter anvisning på pakken.
Vend pasta, pesto, grønkål, hytteost, citronsaft og citronskal sammen.
Del laksen i mindre stykker og kom på toppen af pastaen.
Pynt med cherrytomater. Drys med salt og peber.
Pasta med squash og citron
Pasta med persille og oliven
Pasta med cherrytomater og basilikum
Pasta carbonara (video)