Når det er sommer og man endelig kan købe både nye kartofler og danske jordbær i supermarkedet, har jeg ikke lyst til at spise meget andet. Jeg snack-spiser gerne nykogte kartofler direkte fra gryden og jordbær lige ud ad bakken, men hvis det skal tælle som en rigtig ret, skal der vist lidt flere ingredienser til. Så jeg har kommet det i en kyllingesalat.
Jeg lavede salaten i sidste uge, da jeg var hjemme hos mine forældre i Sverige et par dage. Dagen før havde jeg lavet pasta med oliven og persille, som min far og jeg spiste til frokost. Dagen efter ville det kun være mig, der var hjemme til frokost, så jeg havde lavet en ekstra portion og gemt i køleskabet, så der ville være nok.
“Åh, pasta. Det ser lækkert ut,” sagde min mor, da hun opdagede den sidste portion i køleskabet næste morgen. “Den snupper jeg med på arbejde. Jeg mangler faktisk noget til madpakken.” Og så var den pasta væk.
Da min frokost pludseligt forsvandt foran næsen på mig, måtte jeg være lidt kreativ. Der var lidt kylling tilbage fra grillen aftenen før, og sammen med diverse grønt fra køleskabet blev det til kyllingesalat med nye kartofler og jordbær. En ret fremragende kombination – specielt når man tager i betragning, at det startede som en nødløsning med de rester, der var tilbage i køleskabet.
3 fif til lækker kyllingesalat
✔ Den her salat er lækker at lave, når du har rester af kylling tilbage. Det er kun en bonus, hvis kyllingen er marineret og smager af lidt ekstra.
✔ Du kan bruge alle slags grøn salat i den her salat. Har du flere slags i køleskabet, kan du sagtens blande dem.
✔ Kan du finde gode oliven uden sten, er det næsten bedst. Jeg synes, oliven med sten tit smager bedst, men det gør det altså lidt besværligt at spise.
Salat med kylling, nye kartofler og jordbær
Ingredients
- 1 kyllingebryst
- 2 spsk. olie
- 1 tsk. salt
- 1 nip peber
- 15 nye kartofler
- 2 håndfulde salat
- 20 sorte oliven
- 8 artiskokhjerter
- 10 cm agurk
- 15 jordbær
- 50 g feta
- 1 spsk. æblecidereddike
Instructions
Steg kyllingbrystet i 1 spsk. olie, til det er gennemstegt. Drys med salt og peber. Skær i skiver.
Vask kartoflerne, og skær i halve.
Kog i letsaltet vand, til du kan stikke en kniv gennem dem.
Rens, og skær jordbær i kvarte.
Skær artiskok og agurk i mindre stykker.
Smuldr fetaen.
Bland 1 spsk. olie, salt og peber i en skål. Hæld i eddiken langsomt, imens du pisker.
Kom kartofler, salat, oliven, artiskok, agurk, jordbær og feta i en skål. Top med kyllingen. Hæld salatmarinaden over.
Ida
22. juni 2018 at 11:18Hvis man nu gerne vil lave den vegetarisk, har du så noget forslag til, hvad man kan udskifte kyllingen med? Og hvor køber du artistokhjerter henne?
Linn
24. juni 2018 at 9:05Så ville jeg enten servere det med falafel til eller skrue lidt op for jordbær, oliven og artiskok for at give mere smag, sammen med at jag tilsætter enten kikærter eller linser for at gøre den mere mættende. Hvis du er på hjemmebane med sådan noget som seitan, tænker jeg, at det måske også kan bruges?
Jeg har købt artiskokhjerterne på dåse i Kvickly. De stod bredvid den marinerede artiskok. Kan du ikke finde det, kan de sagtens skiftes ud med marineret artiskok i stedet for.