Brød

Opskrift: Koldhævede boller

Opskrift: Koldhævede boller | Frk. Kræsen

Klik her for hele opskriften

I dag er der nybagte boller til morgenmad. I hvert fald hjemme hos mig, for i går aftes biksede jeg en dej sammen og satte i køleskabet, inden jeg gik i seng. Og da jeg stod op i dag, fandt jeg skålen med dej frem, inden jeg en gang fik taget tøj på. Så da M stod op en time senere, var der nybagte boller til morgenmaden.

Nybagte boller må være total hverdagsforkælelse. Og det passer fint, for jeg har nogen herhjemme, der har brug for at blive ekstra forkælet. Som stadigvæk er lidt skuffet efter kampen søndag aften.

Jeg taler selvfølgelig om Danmark-Kroatien. M og jeg så den på Stefanshus. En sportsbar i fire nuancer af brun på Nørrebro, som viser alle VM-kamperne. Dagen før havde vi set Uruguay-Portugal samme sted. Det var en sjov kamp. To hold, der ville det hele. Men lige så sjov som Uruguay-Portugal var at kigge på, lige så kedelig synes jeg, den danske kamp var.

120 minutter med nervøse spillere uden en plan.
Fulgt af et par minutters spænding.
Og så: Total skuffelse på hele baren.

Til forskel fra 99% af alle på baren var jeg rimelig cool. Danmark er jo ikke mit hold. Og hvis der er nogen gang, jeg føler mig ekstra svensk, er det ved store sportsbegivenheder.

På en måde føltes det forkert at sidde inde på baren og kigge med. At høre alle juble og give krammere til højre og venstre et minut ind. At se lige så mange blive skuffet to minutter senere. Selv følte jeg intet, og da en af mændene, der sad ved siden af os, gav mig en venskabelig klap på skulderen på vej ud, følte jeg nærmest, at jeg havde snydt ham. Der gik han og troede, jeg også var ked af det. Og i virkeligheden var jeg fuldstændigt ligeglad. For min del måtte Kroatien gerne have vundet med 5-0.

Jeg føler mig næsten (men kun næsten) som en idiot, der ikke en gang har været lidt glad eller ked af det på Danmarks vegne, når der er blevet vundet og tabt de sidste tre uger. Jeg har jo alligevel boet her i 10 år. Men identitet er en underlig størrelse.

90% af tiden føler jeg mig slet ikke svensk.
10% af tiden er jeg mere svensk, end jeg var, da jeg boede i Sverige.
Og nogle gange er jeg mere dansk end alle mine danske venner sammen.

Til VM bliver det helt tydeligt, hvor jeg kommer fra. Samtidigt som al min høflighed forsvinder ud af vinduet. Så imens min far sender søde beskeder til M og ønsker tillykke eller beklager med resultaterne, bruger jeg alle kræfter på at ikke være en total idiot. Uden at helt forstå, hvorfor jeg næsten demonstrativt ikke gider holde med Danmark. Kan det virkelig være så svært? M har jo intet problem med at heppe på Sverige, når vi ser dem spille. Men så sød kan jeg tydeligvis ikke være.

Men. Hvis jeg er dårlig til at holde med Danmark til VM, er jeg heldigvis god til at bage koldhævede boller. Og til at fikse hverdagsforkælelse, når der er ekstra brug for det. Så hvis du (eller nogen du kender) også har brug for den slags i den her uge, kan du fint kaste dig ud i den her opskrift.

3 fif til koldhævede boller
✔ Du kan selv vælge hvilken slags mel, du skal bruge i bollerne. Jeg bruger mest hvedemel, men nogle gange skifter jeg rugmel ud med grahamsmel. Bare tag noget, du har i skabet.
✔ Dejen skal være løs, lidt som en meget tyk grød. Så var ikke nervøs for at den ikke er fast, når du sætter den i køleskabet.
✔ Jeg plejer at bage cirka 9 boller. Vil du lave bollerne mindre, skal du måske bage dem lidt kortere tid – så hold styr på ovnen.

Opskrift: Koldhævede boller | Frk. KræsenOpskrift: Koldhævede boller | Frk. KræsenOpskrift: Koldhævede boller | Frk. KræsenOpskrift: Koldhævede boller | Frk. KræsenOpskrift: Koldhævede boller | Frk. KræsenOpskrift: Koldhævede boller | Frk. KræsenOpskrift: Koldhævede boller | Frk. KræsenOpskrift: Koldhævede boller | Frk. KræsenOpskrift: Koldhævede boller | Frk. Kræsen

Koldhævede boller

Serves: 9 boller
Cooking Time: 45 minutter + 1 døgn i køleskab

Ingredients

  • 15 g gær
  • 6 dl koldt vand
  • 2 spsk. olie
  • 1 spsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 8 dl hvedemel
  • 1,5 dl rugmel
  • 2 dl havregryn

Instructions

1

Smuldr gæren i en skål.

2

Rør gæren ud i vand.

3

Kom øvrige ingredienser i.

4

Ælt sammen til en løs dej.

5

Dæk skålen med plastikpapir og sæt i køleskab til næste dag.

6

Form 9 boller med en ske.

7

Lad hæve 30 minutter.

8

Bag ved 225 grader i 18-20 minutter.

PS.
Kan du lide de her boller, kan det være, du også skal teste min opskrift på koldhævede boller med bønner i. De smager også skønt (og slet ikke af bønner, selvom man måske kan tro det!).

Måske er det her også noget for dig?

  • Tina
    25. september 2018 at 18:12

    MUMS for nogle lækre boller. Vi har fået dem her til aften sammen med en skoldhed karrysuppe med gulerødder, hokeido og porre.

    • Linn
      26. september 2018 at 13:52

      Det lyder som en lækker kombination. Dejligt at I kunne lide bollerne!