Efter min første gode oplevelse med at bage galette i starten af sommeren, er det virkelig gået galette i den i køkkenet herhjemme (hvis man kan sige sådan!?). Jeg har skrevet en lang liste med potentielle galette-fyld i min notesbog. Det eneste jeg egentlig mangler, er nogen der vil spise det hele – for hvis jeg spiser i samme tempo, som jeg bager, kender jeg en, der får ondt i maven. (Sikke et luksusproblem.)
Heldigvis er M næsten altid klar til at smage mine forskellige køkkenkreationer. Den her kage var ikke helt sød nok i hans smag, men lige tilpas syrlig i min. Så kender du dig selv godt og ved, at sødme scorer højere end syrlighed på din kage-skale, kan det være, du skal fordoble mængden honning… Velbekomme!
Galette med stikkelsbær
Ingredients
- Dej:
- 50 g koldt smør
- 1,6 dl mel
- 1 tsk. sukker
- 1 nip salt
- 0,25 dl koldt vand
- Fyld:
- 4 dl stikkelsbær
- 1 spsk. honning
- 25 g marcipan
- 10 pistagenødder
- 1 æg
- 1 spsk. mælk
- 1 tsk. sukker
Instructions
Bland mel, sukker og salt.
Skær smør i mindre stykker og bland med dejen.
Hæld vand i dejen. Arbejd forsigtigt sammen dejen. Dejen skal arbejdes med så lidt som muligt for bedst resultat.
Pak dejen i husholdningsfilm og læg i køleskab i mindst en time.
Rul dejen ud. Drys evt. Med mel, hvis den sætter sig fast. Den skal være cirka 3 mm tyk.
Skær en cirkel, der er cirka 25 cm i diameter.
Riv marcipanen. Lad de yderste 3-4 cm være frie.
Skær toppen af stikkelsbærrene. Skær dem over på midten.
Mariner bærrene i honning. Lad trække i 10 minutter.
Fordel bærblandingen.
Fold siderne ind.
Hak pistagenødderne.
Pynt med nødderne. Sæt i fryseren i 15 minutter. På den måde holder kagen nemmere formen i ovnen.
Pisk mælk og æg sammen. Pensl kagens sider.
Drys med sukker på siderne.
Bag ved 175 grader i 30-35 minutter.