I dag står menuen på broccolitærte med fetaost. Broccolitærten smagte lækkert til aftensmad i går. Den smagte også dejligt, da jeg havde den med i madpakken i dag. Der er til og med lidt tærte tilbage, som jeg tænker, at jeg skal snuppe, inden jeg cykler afsted til keramik i aften. Efter et par måneders vinterferie begyndte nemlig mit keramikkursus igen i sidste uge. Endelig!
At begynde til keramik sidste efterår var en fremragende idé. Men keramik er faktisk ikke min eneste “nye” hobby. Jeg har nemlig opdaget, hvor hyggeligt det er at sy! Jeg var altid fan af håndarbejde i skolen, men min tålmodighed satte tit en stopper for mine projekter. Sjældent har jeg blevet så sur, som da diverse syprojekter drillede.
Så selvom jeg ejer en symaskine, har jeg ikke brugt den til at sy andet end et par puder de sidste 10 år. Men i efteråret fandt jeg pludseligt det fineste stof hjemme hos mine forældre. Jeg kiggede på det og forestillede mig den flotteste nederdel. Og så var jeg simpelthen nødt til at forsøge sy en selv.
Jeg tør ikke tælle, hvor mange timer det tog, inden min nederdel var færdig. Eller hvor mange gange jeg syede forkert og måtte starte forfra. Men det viste sig, at “voksen-mig” har meget mere tålmodighed, end jeg havde, da jeg gik i folkeskolen. Og at tage hjemmelavet tøj på er jo den vildeste følelse! Sjældent har jeg følt mig så fin.
Efter min første nederdel i december har jeg syet en mere. Og i sidste uge gik jeg i gang med en kjole. Så når jeg ikke er til keramik (eller på arbejde og laver broccolitærte), kan du måske gætte, hvad jeg bruger min tid på?
3 fif til broccolitærte med fetaost
✔ Vil du variere tærten, kan du lave tærtedejen med lidt grahamsmel eller fuldkornsmel. Her er min opskrift på tærtedej. Vil du ikke lave den selv, kan du selvfølgelig også købe en færdig tærtedej.
✔ Tærten smager også godt med en pakke bacon i. Skær bacon i mindre stykker og steg sprødt, inden du kommer det i tærten.
✔ Har du ikke cremefraiche i køleskabet, kan du udskifte det med madlavningsfløde. Du kan også kombinere madlavningsfløde og cremefraiche i tærten.
Broccolitærte med fetaost
Ingredients
- 1 tærtedej (se opskrift på tærtedej her)
- 1 broccoli
- 1 løg
- 75 g fetaost
- 50 g rucola
- 3 dl cremefraiche
- 4 æg
- 75 g reven ost
- 1 tsk salt
- 1 nip peber
Instructions
Forbered tærtedejen. Køb den færdig eller brug min opskrift.
Skær broccolien i små buketter. Skær løg i både. Smuldr fetaosten.
Kom broccoli, løg, fetaost og rucola i tærteformen.
Pisk cremefraiche, æg, reven ost, salt og peber sammen.
Hæld æggemassen over tærten.
Bag i ovnen ved 175 grader i 40-45 minutter.
Tærte med kylling og cherrytomater
Tærte med svampe og karamelliserede rødløg
Tærte med laks og spinat
Tærte med bacon og kantareller