En aften på 1th

Nogle gange sker det, som man ikke lige troede ville ske. Som da man får en gave, som er en invitation til et besøg på en af Københavns flotteste restauranter og må spise den mest fantastiske mad man nogensinde smagt med en af de fineste personer man kender. Lige så heldig var jeg for et styk tid siden.

Stedet jeg var så heldig at blive inviteret til hedder 1. th, og er en af få restauranter i København som Politikens mad-anmeldere har givet seks stjerner. Og jeg er ikke en sekund overrasket, for 1. th fortjener hver eneste en af dem. Ikke kun for at maden er fantastisk, og ikke kun for at hovmesteren taler svensk – uden for konceptet. Da man kommer til 1. th, må man ringe på en porttelefon, på en helt almindelig dør. Man må komme op, må ringe på dørren th på første sal, og så kommer man ind i nogens stue. Som et dinner-party. Alle gæster kommer halv syv, og siden serveres ti retter i løbet af hele aftenen. Man sidder hver for sig, men så alligevel sammen i et lille rum, hvor der også er køkken. Det er hyggeligt, og personligt på en helt anden måde end jeg nogensinde prøvet.

Mit søde selskab og jeg forventede fire retter, for på vores bord var der fire omgange bestik, og fire vinglas hver. Men vi nåede at blive overrasket i løbet af vores aften. Flere bestik kom på bordet, flere vinglas placeredes forend os, og da vi ved midnat sagte tak og farvel havde vi nået igennem et snack, seks retter, en omgang ost, to desserter og kaffe og kage. Hvor mange udvalgte vin det var, et der passede til hver ret, tør jeg næsten ikke tælle.

Jeg skal ikke prøve at beskrive hvad der kom ind på vores tallerkener, for det har jeg slet ikke ord for. Men to ting bliver jeg så alligevel nødt til at dele med jer. Det ene var ret nummer to, med knivmusling og tre sorters rødbeder. I kan se den på billedet, og I kan tro at for en pige der elsker pink, var det en lille drøm at få på tallerken. På vores menu, som vi fik med hjem, stod det “knivmusling, rødbede, wasabi”. Det smagte meget meget lækkert – og anderledes. Men ellers var det mest anderledes på hele vores aften ret nummer tre. Det var en slags varm sellerimousse med røget ål (!), og på toppen af den varme ret der serveredes var der små små ting der sagte “puff puff puff” og fløj rundt på tallerken.

Vores tjener fortalte at det var en speciel sorts sukker, som bliver ved at lave det lyd, indtil det næsten kommer hele vejen ned i maven. Og han havde ret. Da jeg tog en første ske med mousse sagte det puff puff puff inde i min mund, og jeg var nødt til at synke hurtigt hurtigt for at det blev ved at puffe – ohh så underlig følelse. Mit selskab og jeg var enige i at det måske ikke var den ret vi var mest vilde med, men absolut den vi tydeligst kommer til at huske.