Kaos, stress og mange grin i Masterchef-studiet på Amager!

I søndags eftermiddag var jeg inviteret ud til Masterchef-studiet af Samsung, for at prøve at være Masterchef-deltager for en eftermiddag. Jeg måtte have en valgfri +1 med, og derfor satte M (min yndlingspartner in crime) og jeg os på cyklerne, vende næsen mod Amager og startede søndagens eventyr.

På plads i studiet fandtes Kokkelandsholdet, som havde sat sammen vores udfordring. Totalt var vi otte madbloggerhold som skulle dyste mod hinanden, og ved de andre bord stod Rasmus fra Feinschmeckeren, Mette og hendes datter Astrid fra Because it Matters, choko-Anne og Emily, Twin-Food, Mikkel med sin +1, Lise fra Det skal smage af noget og Thomas fra Madetmere. Puh! M og jeg følte os med andre ord pænt pressede allerede inden vi fået opgaven, og hårdere skulle det blive.

Da vi lyftede låget af vores boks med ingredienser, havde vi halv anden time til at lave følgende:
– En hovedret med torsk, kål og en sovs fra bunden
– En dessert med citron og chokolade, som i nogen form skulle i ovnen

M foreslog at vi skulle brainstorme sammen inden vi løbede afsted for at finde tingene, og her, søde læsere, gik jeg fuldstændigt kold. Brainstorm? Jeg? Torsk? Aner det ikke? Åh, den stakkels mand måtte finde på det hele selv, for jeg havde travlt med at være forvirret. Det klarede han heldigvis rigtigt godt, men alligevel…

Da jeg var færdig med at kigge mig rundt og være imponeret over hvor god styr alle andre virkede til at have på det, gik jeg og hentede vores torsk. En stor fætter, som jeg skulle skære ud. Og så gik jeg i panik igen. Torsk? Skære ud? Mig? Nej nej nej, det kan jeg ikke. Men det kunne jeg. Med hjælp fra en af kokkene på Kokkelandsholdet, fik jeg skåret to pæne (host host) fileér ud.

Emily foreslog for øvrigt at jeg skulle lave en “sådan skærer du en torsk ud for dummies”, men jeg tror lige jeg skal øve mig lidt mere, inden jeg når så langt.

Da vi kommet så langt, tog M over opgaven med hovedretten, og jeg blev dessertansvarlig. En nem opgave, kan man tænke, men ikke under tidspres. Da jeg kiggede mig rundt havde alle andre gang i de flotteste ting, og jeg gik igen kold. “Men Grubbström” sagte M, “du er jo ekspert i chokoladekage?“. Og han havde jo ret i, at jeg bagt mange chokoladekager de sidste mange år. Men det er altså forskel på en chokoladekage som et kollegiekøkken eller familien skal spise, og en som Kokkelandsholdet(!!!) skal smage.

Derfor blev det en næsten umulig opgave at bikse min klassiske chokoladekage, den jeg bagt sikkert 500 gange, sammen. Ikke en eneste ingrediens turdes jeg røre, uden at læse opskriften to eller måske tre gange punkt for punkt. Åhh.

Pludseligt blev der råbt op fra Kokkelandsholdet. “Ekstra opgave, kom og hente jeres ingredienser“. Ingredienserne bestod af to jomfruhummer, som 15 minutter senere skulle serveres. “Tatar?” spurgte M, og kiggede på mig. “Tatar” svarede jeg. 15 minutter senere stod en hummer-tatar på bordet, som vi begge to var stolte af. Den smagte kick-ass-godt.

Da hummer-succéen var forbi, var det igen tid at pleje min kage. Ind i ovnen kom den, og jeg gik i gang med at hjælpe M. Vores menu bestod af torsksuflé bagt i ovnen, bagt kartoffelmos og bagt jordskokkemos, en lille frisk grønkålsalat med appelsin og en hollandaise. M er min sovsekonge, og piskede og piskede til det hele sat lige i skabet. Jeg kender ikke nogen, der kan smække en god sovs sammen som ham.

Da Kokkelandsholdet startede at råbe “fem minutter tilbage“, “tre minutter tilbage” og “en minut tilbage” var vi på ingen måde færdige. Alle retterne var godt nok ude af ovnen, men pænt opsatte på en tallerken? No way. Vi fik hurtigt smækket det hele sammen på en tallerken, og jeg skar en rygende varm kage i et ujævnt styk og smed på en tallerken, og samtidigt som jeg løb frem med mit alt andet end flotte styk kage til dommerne, måtte jeg vinke ‘bye bye’ til alle former af pynt nogensinde.

Således stod vi fremme ved dommerne med vores to tallerkener sammen med de andre, med ben der rystede og øjen store som tallerkener. De andre havde lavet så pæne ting! Det hele! Åh, minderverdeskompleks.

Da dommerne havde smagt sig i gennem den første omgang retter, og nåede til vores, var jeg altså nervøs. Vi præsenterede ydmygt vores retter (det vil sige, vi fortalte at vi vidste, det ikke var helt så pænt som de andres) og dommerne smagte. Selvom vi selv smagt på det hele og vidste at det smagte rigtigt godt, ventede jeg næsten på en grimasse fra en eller anden. Skulle vi få godkendt? Den endelige dom lyd: “I burde altså have lidt mere selvtillid, det smager rigtigt fint”. Yes! High five!

Da vi nået så her langt, måtte vi endelig sætte os ned og smage hvad de andre havde lavet. Det hele var virkelig lækkert, og jeg overvejede, hvis jeg nogensinde fået torsk i så mange versioner før? I hvert fald ikke på den samme aften.

Vindere af hele festen blev Mette og Astrid fra Because it matters, som lavet rigtigt flotte retter. M og jeg besluttede at vi nok havde været virkeligt tæt på (hmm…), og skålede inden vi hoppede på cyklerne tilbage til Nørrebro igen. Nogen masterchef, det bliver jeg godt nok aldrig. Og god til at lave mad på tid – nej, det er vist heller ikke lige min kop te. Men hvad gør det, når jeg kan være en entusiastisk amatørkok? Det er vist godt nok for mig. Og sjov, det er altså bare fornavnet på vores eftermiddag. Hold op, hvor var det en spændende dag og oplevelse.