”It’s a party in my mouth,” siger min veninde til mig. Vi sidder på Restaurant Frederikshøj i Århus, og vi har lige smagt på forretten. Den er fantastisk, lige som resten af maden, vinen, stedet og servicen.
Men da desserten er spist op, tager aftenen en uventet drejning. På regningen står der Lidl i toppen og 127,06 kroner per person for maden i bunden. Det kan ikke passe! Men det kan det.
Det viser sig, at vores middag har discountkæden Lidl som afsender. De er træt af fordomme om deres produkter. Så derfor har de teamet op med en Michelin-restaurant for at vise, at der kan komme magisk mad ud af indholdet i indkøbsposerne fra Lidl.
Selvfølgelig kan en fin restaurant lave bedre mad end dig og mig. Men jeg synes alligevel, at Lidls stunt har en pointe. De forhandler nemlig råvarer, som også almindelige mennesker kan lave ganske udmærket hverdagsmad med. Og hvis råvarerne så kommer i hænderne på en Michelin-kok, ja, så kunne jeg i hvert fald ikke smage det billige udgangspunkt.
Jeg er fan. Fan af, at man kun skal cykle et sted hen på vej hjem fra arbejde for at få styr på aftensmaden. At jeg kan lave lækker mad af råvarer, som forhandles der, hvor de fleste handler, og til et budget, hvor alle kan være med.
For i min bog er god mad den, jeg gider lave. Mine bedste opskrifter er dem, jeg laver tirsdag aften efter en regnvåd cykeltur, når mascaraen er løbet halvvejs ned at kinderne, når jeg kommer indenfor.
Jeg laver gerne mine fiskefileter fra bunden i stedet for at købe dem færdiglavet i frysedisken, men hvis jeg skal forbi fiskehandleren for at få købt ind til det, foretrækker jeg at ringe ned efter sushi og streame et afsnit af ’Show me a hero’ på computeren i stedet for at stå i køkkenet.
De kloge mennesker i nyhederne siger, vi spiser flere og flere færdigretter. De sidste to år er salget steget med 26 procent. Det er en skræmmende statistik, synes jeg.
Men jeg er ikke overrasket. For når man åbner diverse kogebøger og madblade, får man nemt indtrykket af, at god mad er noget nyt nordisk på en bund af noget fint med noget endnu finere ovenpå. Jeg ville også blive træt, inden jeg engang er gået i gang.
Derfor kan jeg bedst lide realistisk mad. Mad, som jeg kun køber ind til et sted. Mad, som går hurtigt at lave. Det er måske ikke Michelin-standard, men det smager altid bedre end det færdige fra frost. Og jeg begynder gerne ’festen’ i min lokale discountbutik.
Er du nysgerrig på, hvordan det så ud på Restaurant Frederikshøj, da vi var til middag? Det kan du se i den her video. Og vil du vide mere om Lidl, kan du hoppe over til deres website.
