Annonce/ Video

VLOG | På øko-tur: Dengang jeg stoppede med at købe buræg (Annonce)

På besøg hos en kylling-producent i Jylland | Frk. Kræsen

De kommende måneder teamer jeg op med Landbrug & Fødevarer for at lære mere om økologiske kyllinger. Det er et samarbejde, som jeg håber, vil gøre både jer og mig lidt klogere på økologi.

Jeg husker første gang, jeg bevidst købte økologi nede i supermarkedet. Restaurant Day, konceptet hvor man starter en pop up-restaurant for en dag, var lige kommet til Danmark. Den mulighed skulle udnyttes.

Så en kold november-lørdag i 2012 åbnede en madblogger-veninde og jeg dørene til vores fælles pop up-restaurant, Vaffelfabrikken. Vi havde lånt vaffeljern fra alle vores venner, så vi skulle kunne bage nok vafler fra fortorvet foran Stefanskirken på Nørrebro. Vafler bagt på økologiske æg, vel at mærke.

Tidligere på ugen havde vi nemlig købt ind sammen. Indkøbsvognen var lastet med smør, mel, sukker og æg. Vi var entusiastiske og glædede os, så inden vi betalte ved kassen, tog vi et billede, som jeg lagde på Instagram. Ikke noget særligt. Jo, det var, viste det sig!

For da vi havde pakket bilen fuld og var på vej hjem med alle ingredienserne, fandt jeg telefonen frem for at se, om nogen mon havde set vores præ-vaffel-billede. Det var der flere, der havde. Og de var ikke bange for at sende kritik vores vej. ”Er det buræg på billedet?” spurgte en. ”Piger, jeg ved, I nok bare vil købe billigt ind, men at købe buræg er at gå for langt,” skrev en anden.

Forvirret og med en skidt mavefornemmelse kiggede vi på hinanden i bilen. For det var buræg, vi havde købt. Ingen af os kunne prale med fantastisk økonomi. Vi tænkte på pengene før alt andet. Nu fik mine følgere mig til at tænke nye tanker.

Næste dag gik jeg ned i supermarkedet og købte 10 nye pakker æg. Økologiske. Jeg var bange for, at de vaffelspisende gæster ville kunne smage vores buræg. Og hvis jeg havde haft det dårligt med skæld ud på Instagram, var det intet mod, hvordan det ville føles, hvis jeg fik skæld ud ansigt til ansigt på Restaurant Day.

Efter vores vaffeleventyr googlede jeg økologiske æg. For at forstå, hvorfor dem på Instagram var blevet så sure på mig. Og for at forstå, hvorfor de mente, at jeg skulle bruge penge på dyrere æg fremover.

For det er svært at komme udenom, at økologiske produkter ofte er dyrere end det andet. Og hvis jeg bevidst skal række ud efter den version, der koster mere, har jeg lyst at vide hvorfor. For jeg tror, der er både fordele og ulemper ved alle produktioner.

Der findes jo ofte gode grunde, men kender jeg dem ikke, kan jeg have vanskeligere ved at overbevise mig selv.

Sådan har jeg også haft det med kylling. Den økologiske kylling koster mere end andre kyllinger. Så meget mere, at jeg da også her har været i tvivl ved køledisken.

De kommende måneder skal jeg blive klogere på økologisk kylling. I sidste uge var jeg på besøg på Rokkedahl, som producerer både økologisk, fritgående og konventionel kylling 45 minutter uden for Aalborg. Det var mit første besøg på en gård, der producerer kylling, og jeg er glad for, jeg havde mit kamera med, så jeg kan dele oplevelsen med jer.

Abonnere på YouTube
Vil du se flere af mine videoer, kan du hoppe over på YouTube og abonnere på min kanal.
Så har du altid styr på, når der kommer noget nyt.

 

Måske er det her også noget for dig?