Det er ikke så tit, jeg tager jer med ’behind the scene’ her på bloggen. På YouTube inviterer jeg ind i køkkenet derhjemme, og på Instagram kommer I nogle gange med ud at spise. Men ellers handler det mest om opskrifter (hvilket ikke er så underligt – det er jo en madblog!)
Men nogle af de spørgsmål jeg får oftest, handler faktisk ikke om mad. De handler om mit arbejde, om bloggen og om de billeder, jeg tager. Så i dag tænkte jeg, vi skulle hænge ud bag kameraet i stedet for.
Jeg har lavet det her indlæg i samarbejde med Desenio. Deres plakater pynter flere af mine vægge herhjemme, så jeg synes, det passede perfekt at teame op med dem, når jeg viser mit fotostudio og arbejde frem.
Hvordan begyndte det?
De helt trofaste læsere, der har været med fra bloggens begyndelse i 2011, kan måske huske mine første usikre skridt i madblog-verdenen. Til forskel fra mange andre madbloggere startede jeg min blog, fordi jeg var dårlig til at lave mad og ville blive bedre. Madklubben på mit daværende kollegium holdt sommerferie, og for at jeg ikke skulle leve udelukkende på falafel og pasta-pesto, blev Frk. Kræsen en realitet.
Er bloggen dit job?
Bloggen er en del af mit job. For tre år siden sagde jeg mit almindelige ni-til-fem-job op for at satse alt på bloggen og madverdenen. Jeg har altid vidst, at jeg skulle være selvstændig. Jeg startede min første egne virksomhed, da jeg var 17 år, og arbejdede som freelancejournalist ved siden af mit studie i fem år. Jeg elsker at være min egen chef, og jeg har aldrig kunnet lide nogle af de ”almindelige” jobs, jeg har haft lige så meget, som jeg kan lide at være selvstændig.
Hvordan tjener du penge?
Jeg tjener penge på tre forskellige ting.
Jeg laver opskrifter og tager madbilleder til virksomheder, magasiner og kogebøger. På det her Instagram-billede kan du se, hvordan det kan se ud. Det er sjove opgaver, fordi jeg må lave opskrifter og tage billeder, som er anderledes end dem på bloggen.
Jeg tjener også penge på sponsorerede indlæg på bloggen. Hver gang jeg laver et samarbejde med en virksomhed, sender jeg en faktura afsted.
To aftener i ugen planlægger jeg madlavningsworkshops for amerikanske udvekslingsstuderende. Nogle af aftenerne er det mig, der underviser dem i madlavning. Nogle af aftenerne har vi forskellige gæster, der fortæller om deres arbejde med mad, opskrifter og andet spændende.
Hvordan foregår det, når du laver opskrifter til magasiner?
De fleste opskrifter og billeder jeg laver for magasiner (og andre kunder) er bestillingsopgaver. Det betyder, at en redaktør skriver til mig med en opgave. Jeg får at vide, hvor mange opskrifter jeg skal lave, hvad det overordnede tema er (f.eks. konfekt, retter med and, salat) og hvilken stil billederne skal have (skal det være mørke baggrunde, skal det være bedstemor-agtigt stylet og så videre). Jeg skriver tilbage og fortæller, hvilke opskrifter jeg skal lave, og så er det bare at gå i gang.
Jeg brainstormer ingredienser, skriver og tester opskrifter, styler billederne og fotograferer, redigerer billederne og teksten, og så sender jeg det afsted.
Hvordan tager du billeder?
Jeg bruger et Nikon D610, som er et fuldformat-kamera. Jeg har en fast linse på 50 mm. Når jeg er ude og rejser, fotograferer jeg med en mindre Panasonic-kamera. Det har et fast objektiv på 25 mm.
Jeg har lavet en del af et værelse i vores lejlighed om til et lille fotostudie. Jeg fotograferer alle mine billeder i naturligt lys, og bruger en flamingo-plade for at reflektere lyset. Den har jeg købt for 20 kroner i Silvan for tre år siden.
Jeg skyder alle mine billeder i raw-format. Det betyder, at jeg har adgang til mere information i Photoshop og kan redigere mine billeder mere, end man kan, hvis man skyder dem i klassisk jpg-format.
Jeg har fyldt mit studie med tallerkener, køkkengrej og fotorekvisit.
En del af mine baggrunde er MFD-plader, jeg har malet med KABE (her kan du se, hvordan jeg gjort). Tre af mine baggrunde er gamle kasser, jeg købt på loppedmarked. Den sorte, som jeg bruger til alle billeder på bloggen, er en industri-bageplade, jeg fundet i storskrald.
Mine tallerkener, bestik og skåle kommer primært fra loppedmarked og genbrugsbutikker og har kostet mellem 5-20 kroner styk. Nogle få tallerkener er nye og nogle få kommer fra virksomheder, der har givet dem væk.
Hvor arbejder du?
Jeg bruger en del tid i køkkenet, en del tid bag kameraet i mit fotostudie og en del tid ved det her skrivebord. Jeg har pyntet væggen bag med to plakater fra Desenio (den store bor i en almindelig sort ramme og den lille bor i en Moebe-ramme), billeder fra min kogebog ‘Mad for begyndere – mere grønt’ og en hjemmemalet akvarel af komplementarfarverne, som jeg udgår fra, når jeg fotograferer og styler mad. Jeg køber altid mine notesbøger fra det amerikanske brand RIFLE PAPER Co.
Hvad med fremtiden?
Jeg drømmer om at kunne bruge al min tid på Frk. Kræsen. Jeg er vild med at lave opskrifter til magasiner og virksomheder, men hver time jeg lægger på et magasin-job, er en time mindre tid på bloggen. Og hvis jeg skal kunne lægge al min tid på Frk. Kræsen, skal den største del af min indkomst også komme herfra – hvilket betyder flere samarbejder med virksomheder og evt. annoncer.
Jeg laver altid kun samarbejder med virksomheder, som jeg synes passer ind på Frk. Kræsen, og som jeg selv bruger i hverdagen. Men jeg ved også godt, at der findes læsere, der ikke gider læse videre, når der står “Sponsoreret” eller “Reklame” i toppen. Men hvis jeg som bloggere skal kunne levere gratis opskrifter, skal penge komme et sted fra. Det er en balance.
Om Desenio
Desenio er en webshop, hvor du kan købe plakater og rammer. De har været i gang siden 2010, og deres mål er at lave plakater, som alle kan have råd til.
★ Vil du også pynte dine vægge med plakater? ★
Køber du plakater på Desenio, får du 25% rabat fra tirsdag den 12. september til torsdag den 14. september med rabatkoden FROKENKRAESEN.
Koden virker ikke til plakater, der er markeret “handpicked”, rammer og posterhangers.
Sabrina Hansen
12. september 2017 at 21:15Tusind tak for et super relevant indlæg for mange nybegyndere, inklusive mig selv. Det er altid fedt at få tips fra kendere.
Kh Sabrina
Linn
13. september 2017 at 14:21Tak! Fedt at høre, du kan bruge det! 🙂
Marianne
12. september 2017 at 13:02Virkelig spændene indlæg, og spændene at få et kig ‘behind the scenes’ – det kan jeg godt nogle gange savne på madblogs 🙂
Du skriver, at du blev selvstændig journalist som 17-årig? Har du måske lyst til at skrive lidt om selve processen i det? Jeg går lidt med en drøm om det i maven, og kunne godt tænke mig at høre, hvad du rent faktisk gjorde for at realisere det 🙂
Linn
13. september 2017 at 14:20Dejligt at høre, du synes, det er spændende! Lige nu sidder jeg på en bjergtop på Sicilien, men når jeg er retur i Danmark i weekenden, skriver jeg et ordentlig svar på dit spørgsmål. Håber, det er okay 🙂
Marianne
15. september 2017 at 11:07Det er så fint Linn, og tak. En bjergtop på Sicilien lyder bestemt også som noget, der kræver fuld opmærksomhed, nyd det! 🙂
Linn
18. september 2017 at 15:46Så er jeg tilbage med svar 🙂
Da jeg gik anden år på gymnasiet (jeg læste på mediegymnasium), søgte min lokale avis ungdomsskribenter. De skulle have et par sider ungdomsmateriale en gang i måneden, så jeg søgte jobbet. Jeg tror, vi var få der søgte, for jeg blev både skribent og redaktør for det hele. Jeg leverede forslag til indhold, tekst og billeder en gang om måneden de tre kommende år. Så det var en god mulighed at få lidt på mit CV.
I løbet af min gymnasietid startede jeg også en virksomhed med to venner og udgav en bog. Det var en del af et svensk Young Enterprise-projekt på vores gymnasium, og vores bog og vi vandt både landsdækkende konkurrencer og blev omtalt i diverse aviser og radioprogrammer. Så når jeg begyndte på journalistuddannelsen direkte efter gymnasiet havde jeg et okey CV for at være 18.
Efter det første år på universitetet skrev jeg til alle svenske magasiner og aviser, jeg overhoved kunne komme i tanke om for at spørge, om de skulle bruge sommervikarer. Jeg blev kaldt til samtale på Egmont, som manglede en redaktør til svenske Julia (det blad der hedder Olivia i Danmark) i otte uger. Jeg kom til samtale og fik jobbet. Jeg var der hele sommeren, og fordi jeg var rimelig hurtig til opgaverne, måtte jeg også bruge lidt ekstra timer på andre af deres magasiner. Så når sommeren var over, havde jeg skrevet materiale til fire forskellige magasiner og kendte mange forskellige redaktører. Jeg fortsatte skrive for alle bladene på freelance-basis og som sommerredaktør (var der to sommerferier mere), indtil jeg var færdig på uni. De forskellige redaktører kendte min stil, så de sendte færdige bestillinger nogle gange i måneden. Jeg fik et brief, hvor det stod vinkel på artikel, antal ord og deadline, og så leverede jeg.
Når jeg nu skriver om det, lyder det hele virkelig nemt. Næsten for nemt. Men tror der primært er to ting, der gør, det kunne lykkes.
1) Jeg brugte mange timer på frivilligt medie-arbejde – jeg var redaktør for skoleblade, lavede universitetsradio og så videre. Det var altid ulønnet, men det gav mig noget på mit CV. Nogle gange når der kommer debatter om praktikpladser uden løn og gratis projekttimer nu, kan jeg næsten blive harm over hvordan debatten går. Jeg har lagt så mange gratis timer forskellige sted, og det har næsten altid betalt tilbage i nogen anden form.
2) Da jeg læste på journalistuddannelsen oplevede jeg virkelig, at mange troede, det var så umuligt at score fede studiejobs etc., at de aldrig prøvede. Og jeg prøvede, søgte job der ikke fandtes og var måske også lidt ‘too much’ nogle gange. Og det giver uddeling. Mit første job på Julia var ikke opslået. Min praktikplads på en radiostation i USA nogle år senere var ikke opslået. Og så videre. Jeg oplever egentlig det samme nu, hvor jeg sidder på den anden side og de sidste fem år selv har brugt freelancers til forskellige medierelaterede opgaver. Jeg kender flere, der får for FÅ ansøgninger på deres fede praktik/studiejob-opslag, end der får for MANGE. Synes det siger så meget om hvordan det virker.
Håber, du kan bruge svaret til noget? Skriv endelig igen, hvis du vil vide mere 🙂
Marianne
24. september 2017 at 9:17Tak for svaret Linn, det var meget brugtbart. Og meget inspirerende, hvor er du altså vildt sej!