Jeg har erstattet Nørrebro med de svenske skove og “jul på rigtigt”. Tidligere i dag var mine forældre og jeg på besøg ved en nabo med bondgård, for at finde et juletræ i deres skov. Min del af Sverige er stadigvæk hvid, og vi gik gennem skoven med knarrende sne under fødderne. Efter at ha sammenlignet forskellige jultræer, fandt vi den perfekte – og jeg tog på mig opgaven at skære det ned – med lidt hjælp fra de andre.
På vejen stoppede vi og gav hestene mad. De smilede og sagte hej og stak nosen op i ansigtet på en. Jeg tog det som et godt tegn. Jeg mener, en hest ville vel ikke give mig et kindkys hvis den ikke synes jeg var en sød type?
På bondgården fandtes ikke kun flere stald og heste, uden også høns, flere katte end jeg kunne tælle og en sød hund. Katten på billedet her under var i følge en af ejerne “lidt for social for sit eget bedste”, hvilket den hurtigt viste. Da jeg sat mig lidt ned for at sige hej, tog den et stort spring op i favnen på mig, og siden nægtede den at hoppe ned igen. Men det var, som I måske allerede har gættet, helt okey…
Nu, flere timer senere, står vores juletræ fint lige udenfor vores køkkenvindue. Jeg har fyldt det med lys og kugler i lila, pink og sølv. I kan tro, det er blevet fint. Jeg tror vist absolut at man kan kalde det jul “på rigtigt” nu…
