En aften med grin, gode venner og tysk vin

Jeg må nok starte med at sige undskyld på forhånd, hvis det her måske bliver et lidt nørdet indlæg. For to uger siden havde jeg nemlig en vinsmagning sammen med nogle venner, og jeg har tænkt mig at give dig et lille resumé.

Temaet for aftenen var tysk Riesling. Riesling er en drue, faktisk den Tyskland er mest kendt for, som man laver hvidvin af. Lige inden mine gæster skulle komme, panik-googlede jeg Riesling (jeg ville gerne kunne lyde lidt klog) og fandt en artikel på nettet, hvor det stod, at Riesling går rigtigt godt med fisk og skaldyr, asiatisk mad og kylling. Hmm… Jeg havde ellers lavet tapas. Uden skaldyr, fisk, asiatisk mad og kylling.

Totalt smagte vi otte flasker vin. Vi startede i den unge del, med vin fra de sidste par år.

Først smagte vi os i gennem to vin fra Karl Heinz Schnedier (Marbach Riesling Riesling Trocken, 2012, Nähe og Vulkanstein, Schlossböckelheimer Riesling Trocken 2011, Nähe), inden vi kastede os ud i en Allendorf Jesuiten Garten (Riesling Halbtrocken 2009, Rheingau) som i følge Morten smagte som “den første sommerdag i shorts”. En ret passende beskrivelse, for selv havde jeg skrevet “sommer, pære og en lille smule hyldeblomst” på mit papir.

Jo mere af aftenen som passerede, jo sødere blev vinen. Jeg kan godt lide de perlende friske hvidvin der findes, de søde synes jeg smager som bundslatten af en kop te med honning, hvor man glemt at røre rundt. Heldigvis var mine gæster mere til søde sager, end jeg selv.

Vin nummer fire var en Karl Heinz Schneider Riseling Spätlese (Marbach 2009, Nähe). I følge Karen var det en vin hun ville “bælge rundt i hele munden… selvom det måske ikke kun har med vinen at gøre, men lige så meget med at vi allerede drukket en del glas”. Morten konstaterede at det var en vin som “kender sin besøgstid” og selv kunne jeg bare konstatere, at jeg var meget uenig, siden alt jeg kunne smage var honning i lange baner.

Hvis de fleste var enige om at vin nummer fire var god, var uenigheden til gengæld stor da vi prøvede næste vin, en Emmerich Schönleber Minzinger Riesling Kabinett (2012, Nähe). Morten konstaterede tørt, til modsætning fra vinen, at han slet ikke havde lyst at kommentere på den, og gav den sin laveste karakter for hele aftenen, samtidigt som den scorede i top ved de fleste andre.

Sidst på dagens menu stod en omgang ost og tre flasker vin med gul etikette. De kom fra 2008 (Weingut Rappenhof, Niesteiner Oelberg, Riesling Trocken, Rheinhessen), 2003 (Weingut Rappenhof, Alsheimer Fischerpfad Riesling Auslese, Rheinhessen) og 1992(!) og det var faktisk ret spændende at tage på tur tilbage i tiden.

Flasken fra 1992 (Weingut Rappenhof, Niersteiner Pettenthal, Riesling Auslese, Rheinhessen) var beskidt, og da vi skulle åbne den, blev vi pludseligt nervøse. Korken så alt andet end pålidelig ud, og vi var lidt i tvivl om vores fremgangsmåde. M stemte for at Morten, der fået den nervøse opgave at åbne flasken, ikke skulle skrue hele vejen ned, for så ville der komme for meget kork i vinen, samtidigt som Anders var helt sikker på at fremgångsmåden var at give den maks gas, og skrue hele vejen i gennem.

Jeg er lidt i tvivl om hvad Morten endte med at lave (vi var jo nået syv flasker i gennem her, så jeg husker ikke så godt), men uanset hvad var der pludseligt kork over det hele, og vi måtte si vinen inden vi hældte den op på en meget u-fancy karaffel.

Den var helt gylden i farven, og lignede mere æblejuice end vin. Der var kun 7,5% alkohol, og når vi prøvede at blive enige om, hvad den egentlig smagte af, endte vi på en blanding af lidt sødere hvidvin og æblemost. En lækker blanding, helt sikkert.

Da klokken var et godt styk ind på natten og alle vinflaskerne tomme, sagte jeg farvel og tak for i aften til mine søde gæster, og smuttede i seng. Det var første gang jeg haft vinsmagning hjemme, og første gang jeg kun drukket Riesling en hel aften. Det var vist også første gang, jeg drukket vin fra 1992 og så tydeligt kunnet dufte æble i glasset.

Det sjove med at teste vin fra det samme land og den samme drue var, at det bliver så tydeligt, at det smager anderledes. Det er jo næppe en hemmelighed at vin ikke er min hjemmebane, og smager man helt forskellige vin, fra forskellige dele af verden, er det måske ikke så underligt, at det ikke smager af det samme. Men nu, med otte Riesling, blev det tydeligt på en anden måde. Jeg blev glad, lidt klogere og en anelse fuld. Det kalder jeg en god aften!

—
Det her indlæg er det tredje af fem jeg laver i samarbejde med Tysk Vinkontor, som står bag eventet Generation Riesling i København den 29. april. Til eventet kan alle dem som synes at tysk vin er spændende høre og smage meget mere. Du kan læse mere om eventet HER.