3x øko-udflugt i Skåne

Forrige søndag holdt en lang række skånske økologiske gårde åbent hus. En perfekt søndagsaktivitet (specielt når det er godt vejr) hvis du spørger mig, som besøgte de tre der ligger tættest på mine forældres hus.

Vi startede vores tur på Hallontorpet. Hallontorpet. Hvordan kan man ikke blive vild med et sted, der hedder det? Som navnet afslører (hallon = hindbær) dyrkede de hindbær på den første gård. Vi kom lige i tid for at gå med på en hallonpromenad og høre lidt mere om gårdens historie.

Hallontorpet er en af meget få økologiske hindbærproducenter i Sverige. Den startede for fem år siden, da konen i familjen der ejer gården var ved at køre træt i sit almindelige “skrive rapporter fra ni til fem”-job. “Jeg fandt ud af, at jeg ville gøre noget mere praktisk” fortalte hun på vores gåtur blandt alle hindbær. “Jeg ville lave økologiske hindbærkarameller.” Men for at lave økologiske hindbærkarameller skal man først have fat i økologiske hindbær, og her bankede kvinden hovedet i væggen. Hun kunne ikke finde nogle.

I stedet for at opgive hindbærkaramellerne startede hun at dyrke økologiske hindbær selv. Først i en lille skala, men snart købte familien et gammelt hus ved siden af jernbanen midt i Skåne og gjorde klar til at dyrke en hel hektar hindbær. Her skulle manglen på ingredienser nemlig ikke sætte en stopper! I dag, fem år senere, har den første hektar blevet til endnu en, og familien kan starte at tage ud løn for alt hindbærjob. Nogle karameller blev det aldrig til – de forsvandt på vejen – men i stedet leverancer med hindbær til svenske restauranter og delikatessebutikker, et lille café med hindbærkager og en egen produktion af hindbærsyltetøj og saft.

 

Det er ikke første gang, jeg besøger Vidablick. Det ligger kun 15 minutter biltur hjemmefra, og jeg kan tydeligt huske, da vi var på besøg her for mange år siden. Vidablick har selvpluk af majs, og det var altså et hit, da jeg var 10 år gammel.

Jeg husker ikke Vidablick som så stort, men da vi parkerer uden for gården går det op for mig, at det altså kan en del. Meget af marken består stadigvæk af majsfelt (og det er stadigvæk lige så hyggeligt at plukke majs nu, som da jeg var 10 år), men her dyrker de også kartofler, solsikkeblomster, graskær, squash og lidt andre planter.

Det var 23 år siden, at ejerne på gården besluttede sig for at økologisk landbrug var vejen frem. To år senere, i 1993, blev de godkendt som en økologisk gård, og det har de været lige siden. Halvdelen af deres produktion bliver lavet til lækre retter på skånske restauranter. Den anden halvdel kan man købe i supermarkederne i de små byer rundt omkring. Eller så kan man komme forbi og selv plukke majs. Det er mit yndlingsalternativ.

 

Vores sidste stop bliver på Bokeslundsgården, som kun ligger fem minutter fra Vidablick. Jeg vil så gerne få stillet min “kigge på dyr”-længsel, og i følge hjemmesiden skal der findes lidt af det hele på nabogården.

Jeg plejer egentlig mest at blive blød i knæne, når jeg står forend rigtigt søde kør, men på Bokeslundsgården er det grisen Timothy som får mit hjerte at banke lidt hurtigere. Han er en stor sløv gris, der smider sig selv ned på ryggen i jorden, når jeg kløer ham bag øret. “Mere, klø mig mere” virker han til at sige, og ejeren af gården bekræfter min mistanke. “Timothy tror han er en hund” bliver der fortalt. “Det er meningen at han skal prøve at charmere grise-damen i haven ved siden af, men hver gang der kommer nogen, bliver han distraheret, fordi han tror, nogen vil kløe ham på maven.”

Bokeslundsgården holder, for at citere ejeren, “ikke grise for at få godt flæsk til jul“, men for at det er hyggeligt og de gør et så godt arbejde med at forberede jorden til alle kommende planter. Efterhånd som at griserne vendt op og ned på hver eneste styk jord i sin have, bliver de flyttede til et nyt område, med nyt græs som venter på at blive spist, leget i og vendt på hovedet. Og så kan gårdens ejere dyrke nye grøntsager på den gamle jord. Teamwork på den bedste måde, kan man vel nok sige.