Snart er det december. En højtid på året, hvor det er ekstra vigtigt at stoppe op og tage sig god tid. For mig handler december handler nemlig om at nyde de små øjeblikke.
Som at tage på ”tour de blomsterhandel” for at finde den perfekte vinterhyacint.
At stå i køkkenet og lytte til god radio og lave karameller.
At klippe og klistre små adventsgaver til dem, jeg holder af.
At nyde aftenkaffen til årets julekalender på tv (nej, man kan da ikke blive for gammel!).
Det seneste halve år har jeg lavet en serie indlæg med Merrild, hvor fokus har været på netop smagen af god tid. I dag vil jeg gerne komme med tre bud på, hvordan du kan skrue tempoet ned derhjemme og nyde en hyggelig pause på adventssøndage.
Lav din egen julekaffe
Hvordan dufter julen hjemme ved dig? Hos mig dufter den blandt andet af kanel, kardemomme og nelliker – ingredienser, som du sagtens kan kombinere i din kaffe. Jeg plejer at lave min egen julekaffe, pakke den ind i fine poser og tage den med som værtindegave, når jeg skal til middag i december.
Julekaffe (1 pose)
150 g filterkaffe
1 tsk. kardemomme
1 tsk. kanel
0,5 tsk. stødte nelliker
1 nip muskatnød
Bland alle ingredienserne, og hæld over i en fin pose.
Lav mini-kranse med rosmarin
Jeg kommer jo ude fra skoven, så jo mere grønt, der kan være i mit hjem, jo gladere er jeg. Det gælder også i december. Når vi kommer tættere på jul, går jeg på jagt efter byens mindste juletræ, men frem til da, så sniger jeg forsigtigt andre grønne detaljer ind, hvor det lige passer.
Jeg laver blandt andet små kranse af rosmarin, som jeg både bruger, når jeg dækker bordet lidt ekstra fint eller som lysestage. Jeg klipper lange kviste rosmarin, som jeg forsigtigt fletter sammen til en ring. Synes du, de bliver ved med at falde fra hinanden, kan du sagtens bruge en lille smule ståltråd.
Hjemmebagt julefudge med kaffe
Hvis der er noget, der virkelig giver mig ro, er det at bruge tid i køkkenet. Advent og jul er de bedste undskyldninger for at bruge time efter time lige præcis der, og for mig er hjemmelavet konfekt virkelig smagen af god tid. En af mine bedste opskrifter er fudge med kaffe og mørk chokolade.
Fudge med kaffe og chokolade (25 stykker)
1,5 dl sukker
1,5 dl piskefløde
0,75 dl lys sirup
25 g smør
1 spsk. stærk kaffe
25 g chokolade
Bland sukker, fløde, sirup og smør i en gryde. Kog op, og lad koge i cirka 20-30 minutter. Når du kan hælde en dråbe dej i et glas med koldt vand og derefter samle dejen til en lille kugle i vandet, har fudgen fået den rette konsistens. Bland kaffe og hakket chokolade i. Rør rundt, og hæld dejen i en rugbrødsform med bagepapir. Lad stå i køleskab indtil næste dag, og skær i stykker. Opbevar i køleskab.
Tak til Merrild for samarbejdet.
Tine
21. december 2015 at 9:10Hej frk. kræsen
Tusind tak for en hyggelig blog med rigtig god inspiration.
Hvor længe tror du, fudgen kan holde sig? Og mon den kan holde til ikke at være på køl i 3 timer (jeg vil gerne give den som værtindegave, men det kræver lidt transporttid).
Rigtig god jul.
Hilsen Tine
Linn
21. december 2015 at 9:52Hej Tine,
Selv tak for at du kigger med. Dejligt at høre, du synes her er meget inspiration. Jeg tror, den holder sig en lille uge i køleskab. Jeg har aldrig prøvet at opbevare den i længere tid (den bliver altid spist op rimelig hurtigt herhjemme…). Jeg tror godt den kan klare tre timers transporttid, men måske du skulle sige til modtageren, at den skal direkte ind i køleskabet, hvis I ikke skal spise den, når du giver den.
God jul!